For mange er Belvedere Fogliense, Rio Salso, Case Bernadi og Padiglione navnene på de sogne i Italien, som udgør vores venskabsmenighed. For få i Fredens Sogn er der allerede sat ansigter på folk i disse italienske sogne, og i efterårsferien fik flere fra Fredens Sogn mulighed for at møde vores italienske venner.

I efterårsferien gik sognets menighedsrejse endnu en gang til Italien. 17 personer var med på turen og for nogle var det glade gensyn med gode venner – for andre var det 1. gang i Italien. I to dage boede vi privat hos vores venner i de italienske sogne, og endnu engang oplevede vi den varme og venlighed, som gang på gang har kendetegnet besøgene i Italien.

Lørdag havde Italienerne stablet en fantastisk buffet af italiensk mad på benene og søndag deltog vi i gudstjenesten i Rio Salso. Søndag eftermiddag – efter frokost i de italienske familier – gik turen til Fano, hovedbyen for det ene af de italienske stifter, som er med i det økumeniske arbejde. Her mødte vi paven’s udsending i Norden – tilfældigvis var han lige i Fano for at besøge sin italienske familie og via gode kontakter, fik vi også denne oplevelse med i bagagen.

Mandag gik turen til Assisi. 12 personer fra venskabsmenigheden fulgte med og sammen foretog vi en pilgrimsrejse til nogle af de steder, som Frans færdedes i, da han levede. For os var det en meget speciel oplevelse, med sang og bøn i flere omgange – for italienerne var det ganske naturligt, de tager ofte på den slags pilgrimsrejser til steder, der for dem har stor betydning. I San Franscesco kirken fik vi bl.a. den helt store oplevelse at blive vist rundt af en munk og da ”vores italienere” åbenbart har kontakter alle vegne, lykkedes det at komme ind i det ældste kloster i kirken.

Dagene i Assisi brugte vi som turister, vi besøgte bl.a. Sct. Damino klosteret en kort gåtur udenfor Asissi genenm olivenlunde og en fantastisk udsigt over området. Vi var til chokoladefestival i Perugia og enkelte af os stod tidligt op, for – som vi sagde – at høre englene synge i Sct. Chiara Kirken om morgenen. En helt fantastisk oplevelse at sidde i denne store – halvmørke kirke og høre gitteret gå i, højttalerne blive tændt og herefter høre clarissanonnerne hylde den nye dag med deres spæde stemmer. For uindviede skal det retfærdigvis fortælles, at Clarissanonnerne lever i stilhed – afsondret fra andre mennesker, og derfor ikke måtte lade sig se om morgenen. Alt i alt var det en fantastisk tur med Leif Vestergaard som den gennemgående rejseleder.

Karna Salomonsen