Både i kirken og i kirkens sidelokaler er der installeret teleslynge, og der udlånes telemodtagere.
Om høretab og om de høretekniske hjælpemidler (teleslynge, højtalere m.v.) der findes i Fredenskirken.
Desværre er det sådan, at alt for mange mennesker har problemer med hørelsen i større eller mindre grad. Det er et problem ikke kun for de hørehæmmede selv, men også for den kirke, der har et glædeligt budskab, som den gerne vil have fortalt videre.
I Fredenskirken har vi både et godt højtaler- og teleslyngeanlæg, der hjælper mange hørehæmmede, så de bedre kan høre, hvad der bliver spillet og sagt i gudstjenesten. Desværre er der en del hørehæmmede, som selv med de bedste høretekniske hjælpemidler har svært ved at opfatte det talte ord.
Derfor holdes indimellem gudstjenester, der blive tekstet på en storskærm, så selv svært hørehæmmede kan ”høre” ordene i kirken.
De "almindelige" høretekniske hjælpemidler, der er til stede ved hver eneste gudstjeneste:
Højtalere:
Højtaleranlæggene tjener to formål. Dels kompenserer de for akustisk dårlige lydforhold, hvor det er nødvendigt, og dels hjælper de med at forstærke og tydeliggøre det talte ord, så mennesker med et mindre høretab også kan høre, hvad der bliver sagt.
Teleslynge:
Teleslyngen er installeret for at række en hjælpende hånd til mennesker med så stor en hørenedsættelse, at de har fået et høreapparat. De fleste høreapparater har nemlig indbygget "telespole", en lille modtager, som opfanger det, der sendes ud gennem kirkens teleslyngeanlæg.
På høreapparater med indbygget "telespole" kan man som regel vælge mellem M (mikrofon), T (telespole) og MT (begge dele på en gang).
T-indstilling
Når høreapparatet stilles på T, slukkes høreapparatets mikrofon (M), så at man ikke længere hører den omgivende støj eller rumklang, men kun hvad der sendes gennem teleslyngeanlægget. Denne indstilling giver den bedste taleforståelse.
MT-indstilling
Når høreapparatet stilles på MT hører man præstens stemme gennem teleslyngeanlægget, og al anden lyd gennem høreapparatets mikrofon. Denne indstilling vil man typisk bruge, hvis man vil have mulighed for at høre sidemandens eventuelle bemærkninger. Taleforståelsen er dog mindre god end ved T-indstilling.
Er der problemer med at høre gennem teleslyngen?
Her er de hyppigste grunde til, at der kan være problemer:
- Hovedet holdes lidt på skrå. - Høreapparatet kan kun modtage teleslyngens signaler, hvis hovedet holdes lige. Bøjer man hovedet, f.eks. ved bøn, forsvinder lyden. Helt små høreapparater er særligt følsomme overfor forkert hældning.
- Man sidder et uheldigt sted i kirken. - Det kan forekomme, at signalerne er svagere helt ude ved ydervæggene samt lige midt i kirkerummet.
- Kirkens teleslyngeanlæg kan have en fejl.
- Høreapparat kan have en fejl. - Hvis det er tilfældet kontaktes hørepædagogen, så fejlen kan afhjælpes.
Fortæl kirkens ansatte, hvis der er vanskeligheder med at høre i kirken, så vil vi hurtigst muligt søge at løse problemet.
Hørehæmmede, som endnu ikke har fået høreapparat, kan ved indgangen låne en telemodtager, som de kan bruge mens de er i kirken.
Per Thomsen,
Sognepræst ved Fredenskirken og kontaktpræst for hørehæmmedei Århus.



